Mor, jeg giiiider ikke svare!

Alle forældre er nysgerrige på, hvad deres børn har lavet i skolen — især ved skolestart, hvor man som forælder måske for første gang oplever en mere perifer rolle. Det kan være svært at holde spørgsmålene tilbage, og man bliver ofte mødt med "Godt…" eller "Det ved jeg ikke".
Et godt tidspunkt at spørge er i rolige situationer, hvor I ikke forventer at blive afbrudt — fx på cykelturen hjem eller ved aftensmaden. Vær tålmodig: måske kan barnet ikke huske, hvad der er sket.
Et godt råd: vær ikke så "spørge-agtig". Start med at fortælle lidt om din egen dag, så minder det mere om en samtale end et forhør. Stil derefter konkrete spørgsmål:
- "Hvad sang I til morgensamling i dag?" fremfor "Hvordan gik det i skolen?"
- "Havde du penalhuset fremme i dag?" fremfor "Hvad lavede I?"
- Lær klassekammeraterne at kende: "Hvem er dukse i denne uge?" → følg op: "Hvem er Albert? Hvem sidder han ved siden af?"
Brug åbne spørgsmål — hvem, hvad, hvor, hvilke. Børn tænker konkret og kan sjældent give en samlet vurdering af dagen.
"Hvad tror du, læreren vil sige på første skoledag?" — "Jeg tror, hun vil sige 'Hej'." (Hanna, 5 år.)