Skænderier om reglerne
"Ej, vi havde jo aftalt, at begge børn skulle blive siddende ved bordet."
Et forældrepar med to mindre børn havde mange skænderier om reglerne. De var enige om reglerne, men de blev ikke fulgt. Moren var frustreret over, at kun hun håndhævede dem.
En aftale er en aftale — eller hvordan? Familier er dynamiske, så det bliver svært altid at holde fast i statiske regler. Gør vi det, bliver forventningerne for høje, og vi bliver skuffede. Når vi bliver optagede af regler og af at få ret, bliver der ikke plads til at anerkende den anden — vi bliver dømmende.
Pressede sætninger: "Har jeg ikke sagt, du skal sidde stille?", "Skal det altid være mig?", "Du hjælper jo ALDRIG til."
I det vurderingsfrie land: "Hold da op, du bliver vist lidt urolig — er du færdig med at spise?", "Jeg har brug for, du hjælper mig lidt mere — kan vi finde ud af det?", "Jeg er meget træt for tiden — vil du hjælpe mig?"
Når vi er pressede, tyr vi til regler, generaliseringer og fordømmelse, hvilket optrapper konflikter. I det vurderingsfrie land får vi mere lyst til at fortælle om os selv, fordi ingen fortæller os, at vi er forkerte. Og nej, jeg er ikke perfekt — men det stræber jeg heller ikke efter.